vidende på mange  områder – der var nærmest ikke det, vi ikke kunne spørge ham om. Bare et lille eksempel på hans gode indsats:  da vi  snakkede om den lokale kornsort  Teff, standsede han straks bussen og kom ind med et bundt til os.

De følgende dage gik det slag i slag: Debre Libanos –  kloster grundlagt i 13. århundrede – på vej til Debre Markos, hvor vi skulle overnatte. På vejen så vi en stor flok baboons – en art bavianer, der kun findes i Etiopien.  Så til Bahir Dar, hvor vi besøgte den Blå Nil – flot syn med søer og vandfald, solnedgang etc.

Næste dag sejlede vi på Tana Søen, hvor vi besøgte  klostre – som har det  tilfælles, at de alle er udsmykket med fantastiske vægmalerier i  kraftige farver, som gengiver diverse fortællinger fra det gl. og ny testamente –   i en slags tegneseriestil.  Nåede frem til byen Gondar, hvor vi besøgte et større paladskompleks, idet byen var hovedstad fra 1635 og ca. 250 år frem. Her overværede vi  også noget af en  gudstjeneste med præster – og yngre drenge/mænd – alle i kapper, der sang og messede ledsaget af trommer – betagende og næsten meditativt!  I  kirkeloftet: malede engle – mørke i huden og med mandelformede mørke øjne – kønne.

Dernæst til Lalibela – hvor  vi besøgte  de mange klippekirker – hugget ud af klipperne – i røde farver , smukt og særpræget. Herfra lang og smuk køretur til Mekele, hvor børnehjemmet ligger.

Vi kørte mange kilometer gennem flotte og  smukke landområder.  Husene ude på landet er runde og af ler med spidst tag af grene/strå. To gange standser vores etiopiske guide ved e

nsomt beliggende huse, hvor vi  får lov at komme på besøg.  Inde i husene – et lille bål midt på gulvet – lerstampet gulv – måske en lerforhøjning til at ligge på  og –  et af stederne – en mobiltlf.!

Landbruget  vi  ser undervejs: der bliver pløjet med ard,  og korn  bliver  tærsket på jorden – på en rund plads  – af okser.  Mange steder små flokke af geder eller måske køer – vogtet ofte af en gammel mand eller et par små børn.

Vi  møder stort set ingen biler (de ville vel også bryde sammen på de ret dårlige veje!).  Langs vejene går ofte mennesker – på vej til eller fra marked f.eks. – tynde og seje vant til at gå langt tydeligvis.

To gange besøgte vi  kollektiver, hvor kvinder blev uddannet som keramikere (og det ene sted også lidt  andet  håndværk) alt med henblik på, at de skulle kunne forsørge sig selv hjemme i deres landsbyer bagefter. Der  er  mange kvinder, der er enlige forsørgere, og som i høj grad har brug for at kunne forsørge sig selv og deres børn.

Besøg på børnehjemmet Etiopiens Børn.

Børnehjemmet havde bedt  om, at vi ikke kom allesammen hele dagen. Derfor var vi 5 personer, der besøgte børnehjemmet hele dagen, og resten af gruppen kom om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse at besøge hjemmet.  Vi blev varmt modtaget af  Fikre og Abraham – og også af  børnene, da vi mødte dem,  de var søde og glade og interesserede i  at snakke med os.

Der bor 66 børn på børnehjemmet – de er alle forældreløse og uden familie, der kan tage sig af dem – fra ca. 7 år og opefter i alder.  Eftersom der er omkr. 6 mill. gadebørn i Etiopien, kan 66 måske synes som en lille sjat – men godt var det at se, at de trives og bliver passet godt på dér.  Filosofien her er, at man beholder børnene, indtil de kan forsørge sig selv – dvs har fået en eller anden form for uddannelse.

På turen medbragte vi diverse gaver  til børnehjemmet – en klasse på Espergærde Skole havde samlet ind til nye fodbolde og bøger til børnehjemmet, eleverne havde også skrevet breve på engelsk til børnene på børnehjemmet.  Andre  gaver, vi medbragte, var:  stilehæfter, kuglepenne, briller, ordbøger, tøj  m.v.

Vi  5 (og senere hele gruppen) blev ”parkeret” på en slags scene i samlingsrummet , og alle børnene samledes for at mødes med os.  Der blev holdt  taler – og gaverne delt ud. Fodboldene var garanteret en succes.  Fikre syntes, at vi selv skulle dele diverse hæfter og penne ud, så det gjorde vi. Vi læste også nogle af brevene fra Espergærde skole højt for børnene.

Det brugte tøj blev fordelt på den måde, at Fikre holdt det op stykke for stykke – og så afgjorde børnene i fællesskab hvem, der skulle have hver beklædningsgenstand.  Et rart fællesskab – man kunne se, at børnene var  vant til at tage sig af og tage hensyn til hinanden.

Senere så vi  resten af børnehjemmet.  Børnene bor sammen i  4-6-8 mands værelser med køjer og et skab til hver.  De ville meget gerne vise os deres værelser – ”this is my home” sagde en lille fyr stolt og pegede op på sin overkøje.  Der er et bibliotek, hvor børnene har hver deres lille trækasse med deres egne ”minder” eller historie i. Selve biblioteket kan efterhånden blive godt – bøger savnes endnu!!  Så er der et centralt køkken – og så den store sal, hvor vi mødte børnene. Salen er spise/møde/læse/fællesrum.  Endelig er der ret meget jord til hjemmet , som netop senere i 2012 er blevet opdyrket  med støtte fra Danmark.

Sammen med børnene fik man virkelig en fornemmelse af, at de  er ”hinandens” venner og familie – og det virker som om, at netop fordi de er alene i verden, så gør Fikre meget ud af at få dem til at se hinanden som ”deres familie”.  Glade børn og kærlige mod hinanden.

Vi var på forhånd blevet opfordret til at medbringe  brugt tøj.  Nogle af os tænkte: skal  vi komme som sådan nogle velgørende hattedamer og dele brugt tøj ud?  Den bekymring kunne vi godt have sparet os;  der var mildt sagt brug for alt, hvad vi havde med – dels på turen – dels på børnehjemmet.

Alt i alt var det en meget god og varm oplevelse at besøge børnehjemmet.

Vi  tænker, at det vel drevne børnehjem, må kunne give inspiration til/være model for lignende tiltag for hjemløse børn i Etiopien.